Aktuelt call: Learning Tech 9

Call for papers: Learning Tech 9 – Praksisfortolkninger af læremidler

I dette nummer af Learning Tech er der fokus på teoretisk og empirisk forskning, der undersøger læreres brug af læremidler i undervisningen – digitale såvel som analoge. Dermed er fokus læremiddeldidaktisk i et fagdidaktisk perspektiv, både i forhold til intenderet, aktualiseret og realiseret læringsdesign.

Langt størstedelen af forskningen i læremidler består af tekstanalyser og dokumentstudier med fokus på primært indhold, sekundært form (Knudsen m.fl., 2011, s. 15 ff.), men til gengæld er der begrænset forskning i brug eller triangulering af forskning i form, indhold og brug, der bygger på empiriske studier af brug (Hansen & Gissel, 2017; Gissel & Buch, 2020).

I projektet ”Læremidlernes danskfag” undersøges, hvordan danskfaget fortolkes i de mest anvendte læremidler til danskundervisningen (Bremholm et al. (red.), 2017), men ikke hvordan dansklærere faktisk gør undervisning med læremidlerne.

Der er således behov for begrebsafklaring og begrebsgenerering i forhold til de mønstre, der danner sig i lærere og elevers læremiddelbrug.

Under overskriften ”Praksisfortolkninger af læremidler” sætter dette nummer derfor fokus på en holististisk læremiddel(brugs)analyse (Bundsgaard & Hansen, 2011), der kan omfatte potentielt didaktisk potentiale, aktualiseret didaktisk potentiale og realiseret didaktisk potentiale. Metodisk kan det fx være læremiddelforskning, der tager udgangspunkt i cases, observationer, reviews, effektevalueringer samt teoretiske bidrag.

Vi indkalder forskningsartikler, der tager afsæt i læremidler/læremiddel(brugs)analyser i en dansk, nordisk eller international kontekst i grundskolens fag og som fx fokuserer på:

  • Hvilke læremiddelbrugsmønstre tegner sig for elever og lærere i og på tværs af fagene?
  • Hvilke faktorer indvirker på den praksis, der foregår med læremidler i fagene?
  • Hvad er forholdet mellem henholdsvis lærerens og læremidlets didaktiske intentioner?
  • Hvilken rolle spiller læremidler i undervisningen?
  • Hvad er læremiddelstyret undervisning egentlig? Findes den? Hvad styrer det didaktiske læremiddel, og hvad betyder den styring for lærerne?
  • Hvordan anvender lærere læremidler?
  • Hvordan handler elever i deres brug og interaktion med læremidler?
  • Hvilke faktorer spiller ind, når lærere vælger læremidler?
  • Kan læremiddelbrug i fagene være med til at karakterisere fagene?
  • Hvordan kan vi karakterisere de didaktiske orkestreringer, lærere kan foretage med et eller flere læremidler?
  • Hvordan kan vi beskrive de læremiddelkulturer og den læremiddelsocialisering, der sker i klasserummet?
  • Hvilke begreber og metaforer beskriver bedst lærere og elevers brug af læremidler?
  • Hvordan er elevernes læringsdesign med læremidlerne i relation til læremidlets intenderede, didaktiske design og affordanser?
  • Hvilken funktion har læremidler i lærere og elevers faglige fortællinger?

Deadlines og praktisk information:

Bidrag på både dansk, norsk, svensk og engelsk er velkomne

Abstract indsendes senest den 20. december 2020 på denne mailadresse:
LearningTech@ucl.dk

Artikel indsendes senest den 15. januar 2021 i
OJS på tidsskrift.dk. Her skal du registrere dig (hvis du ikke er det i forvejen) og uploade artiklen.

Dobbeltblind peer review udføres herefter. Rettelser kan laves med deadline for færdigt manuskript 15. maj 2021.

Learning Tech 9 udkommer august/september 2021.

Gæsteredaktion:

  • Bettina Buch, docent, ph.d., PH Absalon
  • Hildegunn Johannesen, lektor, UC SYD
  • Lene Illum Skov, lektor, UC SYD

Her finder du tidsskriftets guidelines og skabeloner.

Referencer

Bremholm, J., Fougt, S.S. & Skyggebjerg, A.K. (red.)(2017). Læremidlernes danskfag. Aarhus:  Aarhus Universitetsforlag.

Bundsgaard, J. & Hansen, T. I. (2011). Holistic evaluations of learning materials. In Rodríguez, J. R., Horsley, M., & Knudsen, S. V. (Eds.), Local, National and Transnational Identities in Textbooks and Educational Media: Ten International Conference on Research on Textbooks and Educational Media September 2009 Santiago de Compostela – Spain, (s. 502-520). Santiago: IARTEM.

Gissel, S.T. & Buch, B. (2020). A systematic review of research on how students and teachers use didactic learning materials in L1. Learning Tech, 7. Awaiting publication.

Hansen, T. I. & Gissel, S. T. (2017). Quality of learning materials. IARTEM e-journal, 9, 122-141.

Knudsen, S.V. (red.)(2011). International forskning på læremidler – en kunnskapsstatus. Høgskolen i Vestfold.