Learning Tech 7
Didaktiske designs – nærbilleder, fjernundervisning og kortlægning er titlen og temaet for Learning Tech 7, som indeholder artikler, der både kigger på elevers trivsel og mestringsoplevelser under corona-nedlukningen, lektielæsning, studieaktivitetsmodellen, litterær elevfaglighed, elevopgaver og elevprodukter i matematik og en præsentation af resultaterne fra et systematisk forskningsreview.
Forord
Af Stig Toke Gissel
COVID-19 forårsagede en pludselig omvæltning i den måde, vi interagerer på – ikke mindst i undervisningssammenhæng. I dette nummer af Learning Tech kan vi præsentere to studier, som via survey-undersøgelser kortlægger elevers oplevelse af nød- og fjernundervisningen under COVID-19.
Læs hele forordet
I nummerets første artikel undersøger Ane Qvortrup, Jacob Christensen og Rune Lomholt elevers mestringsoplevelser under de forandrede rammebetingelser, mens Karen Wistoft, Jacob H. Christensen og Lars Qvortrup har undersøgt elevers trivsel og mentale sundhed samt elevers og forældres bekymringer og ageren i forhold til skolelukningerne.
Hvor hverdagen for mange blev mere ensformig under COVID-19, er samlebetegnelsen for de øvrige artikler i nærværende nummer af Learning Tech mangfoldighed i både metodevalg og genstandsfelter.
Peter Gundersen, Karsten Gynther og Anne-Mette Nortvig bidrager i artiklen ”Studieaktivitetsmodellen redesignet” med et bud på, hvordan underviserne på professionshøjskolerne kan skabe medieret tilstedeværelse gennem didaktisk designede rum. En central pointe i artiklen er, at det er kvaliteten af det didaktisk designede rum, der er afgørende, snarere end en fysisk tilstedeværelse af underviseren.
Stig Toke Gissel og Bettina Buch præsenterer resultaterne af et systematisk forskningsreview om lærere og elevers brug af didaktiske læremidler i modersmålsundervisningen.
Åsmund Hennig går tæt på elevers gruppedialog om en krævende novelle for at forstå og videreudvikle den litterære elevfaglighed. Målet er, at ”gjøre elevene bevisste på egen litterær faglighets omfang og betydning”. Annette Søndergaard Gregersen undersøger gennem et case-studie, hvordan timerne til obligatorisk lektiehjælp og faglig fordybelse implementeres og organiseres i forhold til en 8. klasse,samt både læreres og elevers perspektiver på dette tiltag, som blev introduceret med den seneste folkeskolereform.
Rune Hansen, Kaj Nedergaard Jepsen og Lars Henrik Jørgensen har udviklet og afprøvet et redskab til at analysere matematikopgaver med henblik på at karakterisere opgaverne i forhold til opgavetype, grad af rammesætning, opgavens krav til eleven mv. Desuden analyseres elevernes produkter for at kortlægge tilstedeværelsen af bl.a. faglige begreber, faglig procedure og kritisk refleksion.
God fornøjelse med læsningen,
Stig Toke Gissel
Ansvarshavende redaktør
Learning Tech